Vi er ikke adskilt fra naturen – vi er en del af den. Den lever, vokser og bevæger sig omkring os, og vi er vævet ind i det samme kredsløb.
I mine keramiske figurer får naturens vækster øjne. De spirer som små organismer, som planter eller skovvæsner, og bliver levende i deres udtryk. Med deres blik vender de opmærksomheden tilbage mod os og minder os om forbindelsen mellem menneske og landskab.
Når naturen ser på os, bliver relationen tydelig: Det, vi gør mod den, gør vi også mod os selv. Figurerne er en poetisk påmindelse om, at vi må passe på den levende verden, vi er uløseligt forbundet med.
